Fortællingen om Vadehavskysten

Foto: Photos by Roed

Destination Vadehavskysten - Fortællingen om Vadehavet

Havet samler os. Det har formet os. Os på Vadehavskysten.
På tværs af tid har havet defineret vores land.

Men vi har over tid reageret forskelligt på det vilkår. Det vil du se, når du kommer. For så møder du fire stærke identiteter, fire verdener inden for 25 km:

Nordens ældste by. Danmarks nyeste storby. Marsk-øen Mandø. Og Fanø med den vildeste natur- og kulturhistorie.
Alt sammen placeret i verdens største sammenhængende tidevandsområde med natur, så langt dine øjne rækker - ud mod en væg-til-væg horisont, der i klart vejr står knivskarpt mod vest.

Vores natur er så enestående, at den er verdensarv. Den er gavmild, barsk, blid og frådende. Kontrasterne er allestedsnærværende. Mild på en sommerdag. Utæmmet ved storm. Overvældende på en stjerneklar nat. Dragende, når tågen lægger sit dækken over land og vand.

Ikke to dage er ens.
Her kan du trække vejret, strække øjnene, finde dig selv og dine nære.

Når du kommer, kan du starte med vikingetiden og slutte med at se ind i fremtiden.

Du kan finde flere end 10.000 dyre- og plantearter. Og møde 15 mio. trækfugle. Smage på Vadehavet au naturel eller nyde lokale producenters indsats på din tallerken. Opdage guldalder-kunst og finde samtidsinstallationer, som både ægger og vækker dig. Opleve middelalderkirker og udforske arkitektur, du får lyst til at røre ved.

Og nok er vi forskellige, os fra Vadehavskysten. Men der er én ting, der forener os. Det kommer af at bo ved havet:
Vi har altid mødt verden med nysgerrighed.
Sådan vil vi også møde dig.

#forskellighedforeneros