Mennesket ved Havet

Attraktioner i Esbjerg

Med kæmpeskulturen Mennesket ved Havet åbner Danmarks port mod vest sig mod verden og byder velkommen til Esbjerg. Esbjerg kan tilbyde sine gæster flot kunst og arkitektur, spændende museer og ikke mindst enestående natur takket være byens beliggenhed lige ved Nationalpark Vadehavet.

Fiskeri- og Søfartsmuseet
Fiskeri- og Søfartsmuseet

I Esbjerg og kun et stenkast fra Vesterhavet forstår man rigtigt danskernes relation til havet omkring Danmark. På Fiskeri- og Søfartsmuseet oplever man havet både som arbejdsplads og som det rige liv under havoverfladen. Med levende udstillinger, spændende aktiviteter, store akvarier samt det berømte sælarium, hvor man på nærmeste hold kan opleve Danmarks største havpattedyr, smager besøget næsten af saltvand.
Man tilbringer let timer mellem historierne fra det barske fiskerliv over Vesterhavets betydning under 2. Verdenskrig til de seneste årtiers offshore-eventyr. Og havets udfordringer er der nok af. Prøv livet på en boreplatform, stå ved roret på en trawler og lad børnene prøve kræfter med legepladsens vilde vover.

Møder og konferencer | Mennesket ved Havet
Mennesket ved Havet

Ved stranden lidt nord for det dynamiske Esbjerg står - næsten som en tankevækkende kontrast - et hovedværk i dansk kunst, Svend Wiig Hansens ”Mennesket ved Havet” (1994). De fire 9 m høje figurer skuer over havet i en afklaret og uangribelig ro, der opleves stærkt selv på lang afstand. De udgør en gruppe, men er alligevel tilsyneladende overladt til sig selv i hver deres stille længsel. Lokalt kaldes skulpturen passende ”de fire hvide mænd”, for de skildrer i følge kunstneren selv (1922-1997) det rene og ufordærvede menneskes forbundenhed med naturen - som da det kom ud af moders liv, og før det møder verdens alligevel så fascinerende tummel. Den kolossale skulptur blev rejst i anledning af 100-året for, at den stærkt voksende by omsider blev for stor til det lille Jerne sogn og i 1894 blev en selvstændig kommune.

Esbjerg Museum
Esbjerg museum

På kun 100 år fra 1868 blev Esbjerg 5. største by. Esbjerg gik forrest på områder som byudvikling, socialpolitik og skolevæsen, og under 2. Verdenskrig var Esbjerg både den første danske by, der blev ramt af krigen, og den første by, der gjorde oprør mod besættelsesmagten. Esbjerg Museum byder på tre udstillinger om besættelsestid og hverdagsliv i Esbjerg 1900-1950. Den roste BESAT - Esbjerg 1943 involverer sine gæster, når den fiktive ”familien Hansen” byder velkommen og beder om hjælp til at løse deres besættelsestids-dilemmaer. MODSTAND - Esbjerg Ribe Bramming 1940-45 går i dybden med den lokale modstandskamp. Og i ESBJERG 1900-1950 kan gæsterne gå ind til købmanden, nyde Torvets butikker og besøge arbejderfamiliens og direktørens lejligheder.

Esbjerg Kunstmuseum
Esbjerg Kunstmuseum

Esbjergs moderne kunstmuseum med innovativ formidling af ny kunst. Som byen har museet fokus på nytænkning, hvor formidlingen sætter børn og voksne i direkte forbindelse med kunst. Her bliver der ikke doceret, men i stedet eksperimenteret og inspireret til et personligt engagement, bl.a. i det æstetiske laboratorium eller i det prisbelønnede ”Wunderkammer”, hvor kunsten interagerer med naturvidenskab. Esbjerg Kunstmuseum gør kunsten til en æstetisk helhedsoplevelse i krydsfeltet mellem musik og billedkunst, i duftinstallationen ”Wittgensteins Have” og det åbne magasin, hvor man selv kan gå på opdagelse i museets samling. Museet har fokus på samtidskunsten og rummer en af Danmarks fornemste samlinger af dansk kunst fra det 20. århundrede med hovedværker af bl.a. Edvard Weie, Richard Mortensen, Svend Wiig Hansen, Asger Jorn og Thomas Bang.

Esbjerg Kunstmuseum

Museer

Hjerting Kirke i Esbjerg

Kirker

Kunst og monumenter i Esbjerg

Kunst og monumenter

Anden verdenskrig i Esbjerg

Anden Verdenskrig

Zoo'er og dyreparker | Ribe

Zoo'er og dyreparker

Musikhuset i Esbjerg

Bygningsværker

Vadehavet | Hvor himmel og hav mødes

Se flere fascinerende seværdigheder i området