aktiviteter-i-ribe

Aktiviteter i Ribe

Foto: VisitRibeEsbjerg

Gå på opdagelse i naturen - den har åbent hver dag.
Fra diget ved Vadehavet kan man se, så langt øjet rækker, og opleve en flora og fauna, der er ganske enestående.

Tag afsted på cykel, hesteryg eller i kano, hvor den friske luft, naturen og vidderne kan indåndes og opleves. Eller måske du foretrækker at opleve naturen med fiskestang, golfkølle eller naturvejleder? Skal alle indtrykkene fordøjes kan du sætte dig og nyde Ribes smukke haver og anlæg. Det giver ro i sjælen og overskud til nye aktive oplevelser.

Cykelferie i og omkring Ribe

Ribe er et dejligt område, specielt når man er på cykel. Marskens enestående natur og de store vidder gør området velegnet til cykelture uden anstrengende bjergetaper.

Kanoferie

Oplev naturen på en helt speciel måde. En sejltur i kano, kajak eller robåd kan byde på store friluftsoplevelser for hele familien. Når man stille glider gennem vandet, kan man iagttage plante- og dyreliv på nært hold.

Lystfiskeri

Uanset om du er til åfiskeri eller Put & Take byder området på store oplevelser. Åerne omkring Ribe og Esbjerg kan tilbyde noget af Danmarks bedste fiskevand. Derudover findes smukt beliggende lystfiskersøer tæt ved Ribe og Esbjerg.

Guidede ture i Ribe

Danmarks ældste by Ribe har en lang, fantastisk og dramatisk historie. Tag med en Ribe guide og få en helt særlig oplevelse, til fods rundt i gader og stræder, der er fortællinger alle vegne.

Fritidscentre og svømmehaller

En forfriskende tur i svømmehallen kan begejstre alle, her i området har vi to dejlige svømmehaller, Ribe Fritidscenter og svømmebad og Skærbæk ferie- og aktivitetscenter.

Nationalpark Vadehavet

Vadehavet er et af verdens vigtigste vådområder. Et stort, unikt naturområde fuld af liv og oplevelser. Vadehavet er det blanke, stille vand og samtidigt det stormende hav på ydersiden af diget. Vadehavet sprudler af liv, i luften, i det lave vand og under vadens overflade.

Vægterrundgang i Ribe

Følg vægteren, lyt til hans sange og historier, når han hver dag fra maj til oktober går sin traditionelle runde gennem byens historiske gader. Ribes vægtere formår at skabe en helt særlig stemning, hvor man lever sig ind i en tid, længe før moderne politifolk og alarmer.

Ribe Bibliotek

På biblioteket i Ribe er der åbent fra 7.00-22.00, her finder du dansk og udenlandsk litteratur, online aviser, bøger, musik og film.

Legepladser i Ribe

Brug et par gode timer med aktivitet og leg på skemaet. Tag børnene med på en af Ribes dejlige legepladser og slå jer løs.

Hundeskove

Tag hunden med i skoven og nyd et par timer med den firbenede. Tre af hundeskovene er indhegnede, de to hundeskove i Ribe er ikke indhegnet. Din hund kan luftes uden snor, så længe den er under opsyn og kontrol.