Vægtertradition i Ribe

Foto: VisitRibeEsbjerg

Det var vægterens opgave at holde ro og orden og at passe gadebelysningen i byens gader om natten, samt at slå alarm i tilfælde af ildebrand og stormfloder.

Desuden skulle vægterne markere hvert timeslag ved at synge et vægtervers. De sang, for at berolige borgerne med at der blev holdt vagt, men også fordi de færreste personer, dengang havde et ur. Sangen var en vigtig del af bestillingen som vægter, de blev opfattet som en slags professionelle gadesangere. Tjenesten som vægter var streng, særligt om vinteren, hvor vagten var meget lang, hele 9 timer. Lønnen var lille og måtte ofte suppleres med dagarbejde. 

Vægterordningen har eksisteret siden en gang i 1300-tallet, og de sidste rigtige vægtere i Ribe ophørte deres gerning i 1902. Der gik dog ikke lang tid, før Ribe Turistforeningens bestyrelse besluttede at lade vægtertraditionen genopstå som led i turistarbejdet. Siden 1935, med undtagelse af årene under 2. Verdenskrig, har vægteren således været et fast tilbud til turisterne. I dag går vægteren rundt i Ribes gader for at glæde de mange turister og byens borgere.

Morgenstjernen - et frygtindgydende våben
Tænker man tilbage i tiden, til Ribe på reformationens tid med dens smalle og bælgmørke gader, hvor man let kunne møde en stimand (røver el. tyv), forstår man behovet for en håndfast nattevagt/vægter, så fredelige folk kunne komme sikkert hjem. Vor tids politistav ville nok ikke have været til meget gavn, men det var til gengæld morgenstjernen, et ægte middelalderligt våben med spydspids og en tung trækugle, besat med grimme jernpigge. Den blev vægternes særlige våben og forblev en fast del af udrustningen.

Besøg Rådhus Samlingen på Det Gamle Rådhus, Her kan man se blandt andet morgenstjerner.