Ribes vægtere formår at skabe en helt særlig stemning, når de synger deres vægtervers og fortæller om Ribes dramatiske historie.
Vægteren i Ribe går i sommerhalvåret sin traditionelle vandring gennem de gamle gader. Turen begynder på Torvet ved Restaurant Weis Stue, varer ca. 45 minutter, og det er gratis at gå med.
I gamle dage var det vægterens opgave at holde ro og orden i byens gader om natten. I Ribe skulle han tillige advare mod truende stormfloder. Det moderne politi tog efterhånden over, og de sidste rigtige vægtere i Ribe ophørte deres gerning i 1902.
I 1932 blev det besluttet at lade vægtertraditionen genopstå som led i turistarbejdet.
Vægterturene foregår på dansk og engelsk.